Litteraturens lunger
Læsetid: 5 min
Udgivet: Januar, 2024
​
Selvom man måske ikke skulle tro det, så er litteraturen og åndedrættet nært forbundne. Litteraturhistorien er fyldt med karakterer, der gisper, sukker, hiver efter vejret eller trækker det dybt ned i lungerne. For litteraturen handler om livet på alle mulige (og umulige) måder. Og uden luft, intet liv – og ingen litteratur.
I antikken forestillede man sig, at den digteriske inspiration kom fra muserne. Inspirere kommer fra latin og betyder bogstaveligt talt puste ind. Muserne pustede deres guddommelige ånde ind i digteren, som med ét blev i stand til at finde på den mest fantastiske litteratur. Muser anses i den græske religion som gudinder for inspiration. I litteraturen optræder de ofte som beskyttere af musik og digtning.
I dag vil de fleste forfattere nok mene, at deres bøger er resultatet af fordybelse og hårdt arbejde snarere end et pust fra guderne. Men idéen om inspiration som et guddommeligt åndedrag, kan minde os om, at det at trække vejret også er at få et frisk pust – og måske nye idéer – ind i kroppen.
''Et pust fra guderne''
Fortællingens kunst
Åndedrættet er nødvendigt for, at vi kan fortælle historier med vores stemmer. Og vi bruger vores vejrtrækning til at skabe spænding og stemning i fortællingen: Hemmeligheder fortælles måske med en luftig hvisken, fortvivlelse vises med et suk, og forskrækkelse med et gisp. Hvis du en dag hører en digtoplæsning, så prøv at lægge mærke til, hvordan digteren bruger sin vejrtrækning.
Der er stor forskel på at høre lange sætninger, der vugger roligt afsted som åndedrættet hos en sovende, og på at høre små, korte sætninger, som man næsten. Bliver. Helt. Forpustet. Af.
​
Tip: På hjemmesiden lyrikporten.gyldendal.dk kan du høre nogle af Danmarks bedste digtere læse op af deres værker.
​
''Hemmeligheder fortælles måske med en luftig hvisken, fortvivlelse vises med et suk, og forskrækkelse med et gisp''
Som en indånding
Åndedrættet kan også bruges som en metafor til at beskrive andre fænomener i verden. ”Vores forhold var kort som en indånding” skriver forfatteren Ia Genberg om en flygtig romance i romanen Detaljerne (2023). Hun kunne sagtens bare have skrevet ”vores forhold var kort.” Det ville give læseren den samme information – og endda mere kort og præcist.
Men ved at bruge åndedrættet som metafor, giver hun også læseren en kropslig fornemmelse af forholdet. Når jeg læser, at det var ”kort som en indånding,” kan jeg ikke lade være med at trække vejret ind og holde det for en stund. Der opstår en forbindelse mellem min krop og ordene på siden, som gør litteraturen levende for mig.
​
En fælles vejrtrækning
Åndedrættet er for det meste usynligt, medmindre man ånder under en frostklar vinterhimmel eller i kølvandet på en osende lastbil. Men i litteraturen er det anderledes. Her gør ordene åndedrættet synligt i teksten. Prøv bare at se, hvordan digteren Pia Tafdrup i digtsamlingen Lugten af sne (2016) gør en indånding til poesi:
​
”snehimlen lægger sig over mit hjerte,
jeg indånder luften, der binder
os sammen hver for sig”
Det kan godt føles ensomt at trække vejret. Men i litteraturens atmosfære er vi ikke alene med vores åndedræt. Den amerikanske digter Juliana Spahr har skrevet en digtsamling med titlen Denne forbindelse mellem alle med lunger (2005), og det er netop, hvad litteraturen kan fortælle os om åndedrættet: at det er noget, vi deler.
​
Interessekonflikter: Ingen
